Glaukom (grøn stær) er en af de hyppigste årsager til blindhed på verdensplan [1]. Øjentrykket er en af de vigtigste risikofaktorer for udvikling af sygdommen, som findes i to primære former: åbenvinklet og lukketvinklet glaukom. Lukketvinklet glaukom er mindre udbredt, men risikoen for synshandikap og blindhed er langt højere ved denne sygdom, da øjentrykket ofte stiger pludseligt og kan blive så højt, at blodforsyningen til synsnervecellerne kompromitteres.

Psykofarmaka kan via deres neurotransmitteraktivitet dilatere pupillen (mydriasis) og dermed øge risikoen for forhøjet tryk i øjet pga. kammervæskens mindskede afløb til kammervinklens afløb. Det er primært psykofarmakas antikolinerge effekt, som spiller en rolle. Af den grund bør nogle typer psykofarmaka så vidt muligt undgås til behandling af patienter med lukketvinklet glaukom og snævre kammervinkler, mens andre typer psykofarmaka kan anvendes med forsigtighed hos disse patienter [2, 3]. Ofte er det svært at vurdere, om den enkelte patient er i risiko for at udvikle lukketvinklet glaukom, eller om man må påbegynde behandling med et psykofarmakum hos patienter, der får øjendråber for glaukom. I vurderingen af risiko indgår bl.a. langsynethed (brug af plus–styrke-korrektion) og disposition til snævre kammervinkler samt tidligere kataraktoperation. Kataraktoperaration nedsætter risikoen for akut vinkellukning væsentligt, og det er derfor vigtigt ved anamneseoptagelse at spørge til tidligere øjenoperation med indsættelse af kunstige linser.